Ugens madplan uge 5

Jeg tror, dette er noget så usædvanligt som en helt almindelig uge. Meget mærkeligt. Altså, noget er der jo altid. Som at Husbond kommer sent hjem Torsdag og at vi skal til teater på Langeland lørdag, fx. Men ellers!

Jeg er frisk og glad igen, og glæder mig til en uge med motion og livsglæde. Længe leve medicin, yeah!

Vi giver den gas sådan her:

Mandag: Kyllingebryst og glaserede jordskokker. Jeg laver nok en paprikasovs eller lignende til, så teen har noget at dyppe i. Rødbedesalat til (nok mest til mig selv…)

Frokost: rest minestrone fra søndag.

Tirsdag: Falaffel i pita. Salat, agurk, tomat, og hvad vi ellers har. Dressing af yoghurt, spidskommen, hvidløg og citron.

Frokost: rest jordskokker, rest rødbedesalat.

Onsdag: Kylling og kartofler, spinat og tomat. Vi laver vores med store kyllingelår og noget mere frisk spinat. Vi får grøn salat med edamamebønner til. Samtidig steges kyllingefileter til dagen efter.

Frokost: Pita med falaffel, evt resten af rødbederne

Torsdag: Clubsandwich.

Frokost: Grøn salat med edamame.

Fredag: Pasta med grøntsager. Hvilke og hvordan afhænger af, hvad vi får i kassen Torsdag.

Frokost: Rugbrød med æg og tomat.

Lørdag: rester fra køl og frys

Søndag: Osso buco og kartoffelmos. En grundig kålsalat til, igen afhængig af, hvad vi får i kassen Torsdag. Men det kunne nemt være noget med grønkål eller rødkål.

Det blev til meget kylling, det kan jeg godt se. Men vi har en del i fryseren, der skal bruges. Heldigvis kan kylling jo mange forskellige ting, så mon ikke det går.

Ugens madplan uge 21

Nogen gange er det bare dejligt med kød og kartofler. Søndagens pølser og kartoffelsalat blev til koteletter og kogte (nye udenlandske) kartofler med smør og en dejlig salat af sommer hvidkål. SÅ godt og så enkelt.

Nå, men næste uge er en helt almindelig én af slagsen. Derfor kommer den til at se således ud:

Mandag: Kyllingebryst stegt i ovn. Champignoner og lidt fløde i til. Brasekartofler (rest fra i dag) og resten af salaten til.

Tirsdag: Pitabrød og falafel, tzatziki og resten af sommerhvidkålen.

Onsdag: Spaghetti med kødsovs. Bestemt af Asbjørn, der er med-kok. Gulerodsstænger til.

Torsdag: Pizza med brie (vi har en masse rester fra min mors fødselsdag i weekenden) og asparges.

Fredag: Stegt flæsk med persillesovs. Kartofler og fine, nye gulerødder til. Bestemt af Bertram, der er med-kok.

Lørdag: Noget med pølser. Måske også noget med koldskål. Måske noget med grill?

Søndag: rester eller rugbrød. Vi er på Egeskov slot hele dagen, så det skal være drøn-nemt når vi kommer hjem.

Ugens madplan uge 13

Påsken er ovre, pausen forbi, ferien slut. Hverdagen starter i morgen. Vi har nydt af være sammen, og det bliver lidt trist igen at skulle hver sin vej om morgenen.

Der er rester i køleskabet, der er bestilt kød fra Allégården, og kasse fra Aarstiderne. Lad os se, hvad vi kan få ud af det.

Mandag: Forårsruller med ris. Det skulle bare være nemt og sprødt i dag.

Tirsdag: Svampeæggekage. Grøn salat (a la tøm køleskabet) og brød til.

Onsdag: Frikadeller m. pasta. Bestemt af Bertram, der er medkok.  Rødkålssalat til.

Torsdag: Der koges fond af rester fra kylling og kanin (fra fryseren), og så laves der Butternutsuppe m. brød, eller croutoner, hvis kokken gider.

Fredag: Pasta m. Aubergine.

Lørdag: Kylling cordon bleu. Bagte kartofler, hvidløgsdressing og spidskålssalat til. Kødet bestemt af Asbjørn, der er medkok.

Søndag: Bager Husbond pizzaer.

Ugens madplan uge 12

Jeg har været nede med den dér onde influenza, I ved. Eller, jeg har været megasyg og aner ikke hvad det var. Men jeg er oppe igen, og kan både tale og gå. I mellemtiden har min familie spist rimelig meget pasta, for selvom Husbond gør sig umage, er det svært at nå to menneskers arbejde.

ÆblekageI går fik vi så rester, nogle af den kamufleret i en æggekage. Det var – helt fint. I det hele taget er tingene lidt mere løse i det, vi har nemlig ferie. Det betyder også kage, måske endda hver dag. Men så længe man bager den selv – og skiftes til det – er det ok. I går var det gammeldags æblekage, Asbjørn havde ønsket, vi havde samarbejdet om den.

Vi spiser sådan cirka sådan her:

Tirsdag: Kyllingelår og pasta. (Bestemt af Bertram, der er medkok). Hertil stuvet bladbede. (Bestemt af mig, der skal have ryddet op i grøntsagsskuffen).

OnsdagTarteletter med kyllingefyld. (Vi har kogt kylling på frys).

Torsdag: Ni-kålssuppe. (Jeg tror, vores bliver med brændenælde og kartoffel – samt, naturligvis, en masse kål.)

Fredag: Spaghetti Carbonara. Masser af grøn salat til. Asbjørn har bestemt og er medkok. (Hvis vi ikke er sammen med gode venner i Horsens – nu må vi se, hvad vi kan holde til).

Lørdag: Risotto med østershatte. Brød og grøn salat til. Måske dessert?

Søndag: Får vi huset fyldt med skøre københavnere, der kommer og holder forårsfest. Yeah! Vi skal have kaninragout med brændenældebrød til og en masse rodfrugter i.

 

Ugens madplan uge 50

Undskyld! Jeg er bagud. Og jeg er ikke bare bagud, jeg er bagud OG kedelig! Jeg havde nemlig overset det faktum at min grøntsagskasse først kom Torsdag, så man plan virkede ikke rigtig i sidste uge. Men det betyder så bare, at jeg kan genbruge den i denne uge – så der er ikke rigtig noget nyt.

Mandag: Butternutsuppe (den smagte dejligt)

Tirsdag: Pasta med aubergine og bacon

Onsdag: Risengrød m. Nisseøl til (ønsket af Bertram, der er med-kok)

Torsdag: Chicken-nuggets. Pasta og tomatsovs til. Gulerodsstænger. (Ønsket og komponeret af Asbjørn, der er med-kok).

Fredag: spiser vi ude

Lørdag: – og det gør vi også lørdag

Søndag: Hjemmebagte pizzaer

Ugens madplan uge 43

Vel hjemvendt fra det svenske, hvor vi lavede mad en enkelt gang – chili con carne – lurer hverdagen lige om hjørnet. Vi har som altid shoppet lidt rigeligt i Sverige, de har det lækre kaffe, slik og meget andet godt, så nu skal der skrues grundigt ned. Næste uges plan kommer til at se sådan her ud:

Mandag: Rødbedesuppe

Tirsdag: Grov risengrød med æblemos

Onsdag: Karryfisk med hvidkål og æble – vores får en skævt madlavningsfløde, og så får vi ris til

Torsdag: Kyllingelår med texmex (valg af Mindstemand, der er medkok)

Fredag: Pizza – Husfars hjemmelavede!

Lørdag: Kyllingepie (valgt af Mellembarnet, der er medkok. Det er bemærkelsesværdigt, fordi han normalt siger, han ikke kan lide kylling – men hvad gør man ikke for butterdej….)

Søndag: Frikadeller m. stuvet kål (eller bladbede) og pasta

Ugens madplan uge 35

Det er hverdag og travlhed, men vi prøver igen at få ungerne mere på banen med madlavning. Denne gang fik de “Karolines Børnenes livretter” stukket i hånden med besked om at vælge hver en ret, de vil lave. Det kom der nedstående ud af. Derudover: vi skal ud af huset alle dage, så det skal være nem, hurtigt og lækkert alle dag. Vi giver den gas med det langtidssimrede i weekenden.

Mandag: Squashgratin ( vores får nogle æg også) m. salat af rødbede, linser og feta. Masser af persille på!

Tirsdag: Kylling i kokos m. ris (der ryger nok lidt bladbede i også…)

Onsdag: Fiskefrikadeller, ovnkartofler, fennikelsalat.

Torsdag:  Pasta amatriciana . Grøn salat til. (valgt af Bertram, der er med-kok)

Fredag: Sursød nudelsalat og sprøde tigerrejer (valgt af Asbjørn, der er med-kok)

Lørdag: Noget med kaninlår, vi ved ikke helt præcist hvad endnu. Men noget med meget længe ved svag varme i ovnen, sikkrt noget tomat, måske noget fennikel…

Søndag: Forloren hare m. kartofler og sovs. Rødkålssalat.

 

 

Ugens madplan uge 32

August er her, og med den begynder også vores fødevarerfællesskab at komme på banen igen. Det er super dejligt, især fordi vores have ikke rigtig er kommet med så meget endnu, det har været for koldt, og løse kaniner, snegle, mosegrise og mus har gjort deres.

Men NU er der friske grøntsager igen! De skal passe ind i planen, der kommer til at se sådan her ud:

Mandag: Grøntsagstærte. Med det grønne fra bladbeder og hestebønner fra haven. En grøn salat med salat, tomat, og persille til.

Tirsdag: Sommer-minestrone.  Heri stænglerne fra bladbederne. Suppehorn i.

Onsdag: Fiskefrikadeller m. ovnkartofler og coleslaw (jeg har en sommerspidskål, der skal bruges).

Torsdag: Kikærtesalat. Brød til. Måske opper vi os og laver rødgrød til dessert.

Fredag: Kylling & cashew. Ris til, og en grøn, knasende salat med masser af krydderurter.

Lørdag: Pølser og kartoffelsalat. På grill, hvis vejret er til det.

Søndag: Lammegryde m. grillede grøntsager.

Ugens madplan uge 24

Det er altså en svær årstid, det her. De nye grøntsager er her ikke helt endnu, eller det er i hvert fald mest tomat og agurk. Vi mangler de store, substantielle grøntsager, der fylder noget i maven. Vores egen kartofler er slet ikke klar, og dem man kan købe ved vejen er dyre endnu.

Samtidig gider vi ikke rigtig spise det vintergrønt der er tilbage, og vi er også lidt trætte af al den kødmad. Det er bare ikke nemt!

Her er, hvad jeg kom op med:

Mandag: Kartoffeltortilla (vi har en rest kogte kartofler, der skal bruges). Vi kommer rød peber og chili i vores og spiser med brød og en enkelt, grøn salat.

Tirsdag: Lammefrikadeller m. Tabouleh

Onsdag: Grøn urtesuppe m. blandt andet spinat (fra Klimakogebogen). Ostebrød til.

Torsdag:Kylling med cashewnødder. Ris til. Måske broccoli eller noget andet grønt til.

Fredag: Pasta med spinat, asparges og chorizo.

Lørdag: Tomatsuppe (Husbond og Øgler alene hjemme)

Søndag: Chili con carne m. ris – der laves nok til 2 dage.

Ugens madplan uge 22

En lidt kortere uge, mandag er jo gået lige pludselig. Vi fik “risotto” af minipastaen risi til aften i dag. Der var støvbold, ærter og friskt helt hvidløg i, og ristede cajunpølser til. En grøn salat af ugens rester, og vupti! Et måltid! Hvis jeg er heldig får jeg hindbæris af rester fra weekendens kagebageri lige om lidt…

Nå, i morgen er det hverdag. Vi rydder op i fryseren, der kommer snart nye varer fra Allégården, og de første kaniner er klar til slagtning omkring 1.7. Så skal der være plads i fryseren. Og så er  er vores slagterbutik brændt, det var meget dramatisk! Nu har vi ingen steder at købe gris, så hvis du kender er sted man kan købe gris, der har haft det godt og ikke er fyldt med medicinrester, hører vi gerne om det.

Vi kommer nok til at spise sådan her:

Tirsdag: Kylling-korma. Ris til, og indisk salat.

Onsdag: Spinattærte. Kartoffelsalat til.

Torsdag: Grød af diverse flager.

Fredag: Forårsruller. Ris til og soya i rullen. Ønske fra Mellembarnet.

Lørdag: Kogt bayonneskinke med nye kartofler og asparges. Smørsovs – eller hvid sovs til.

Søndag: Croque Madamme af resterne af skinken. En god, fyldig salat til.