Ugens madplan uge 21

Nogen gange er det bare dejligt med kød og kartofler. Søndagens pølser og kartoffelsalat blev til koteletter og kogte (nye udenlandske) kartofler med smør og en dejlig salat af sommer hvidkål. SÅ godt og så enkelt.

Nå, men næste uge er en helt almindelig én af slagsen. Derfor kommer den til at se således ud:

Mandag: Kyllingebryst stegt i ovn. Champignoner og lidt fløde i til. Brasekartofler (rest fra i dag) og resten af salaten til.

Tirsdag: Pitabrød og falafel, tzatziki og resten af sommerhvidkålen.

Onsdag: Spaghetti med kødsovs. Bestemt af Asbjørn, der er med-kok. Gulerodsstænger til.

Torsdag: Pizza med brie (vi har en masse rester fra min mors fødselsdag i weekenden) og asparges.

Fredag: Stegt flæsk med persillesovs. Kartofler og fine, nye gulerødder til. Bestemt af Bertram, der er med-kok.

Lørdag: Noget med pølser. Måske også noget med koldskål. Måske noget med grill?

Søndag: rester eller rugbrød. Vi er på Egeskov slot hele dagen, så det skal være drøn-nemt når vi kommer hjem.

Ugens madplan uge 38

Så sidder man her i regnvejr midt i september og synes egentlig det er helt ok. Når jeg er færdig her, har jeg tid til at strikke og i eftermiddag er der pandekager…..

Vi ser frem mod en helt almindelig uge i efteråret. Drengene skal være med til madlavning – jeg synes de træffer gode valg, og vi har det dejligt med samværet omkring madlavningen. Så så længe det lader sig gøre i praksis, bliver vi ved.

Der blev ikke plads til fisk i denne uge, til gengæld kom grøden ind igen.

Ugen kommer til at se sådan her ud:

Mandag: Gratin m.  (rest af) skinke og kartoffel, samt bladbede.

Tirsdag: Grød – måske følger vi opskriften, måske plukker vi brombær og friske nødder i stedet. Hvis man smider grøden i høkasse, kan den passe sig selv mens man plukker.

Onsdag: Kaninfrikadeller m. bagte kartofler. Der laves kartofler nok til dagen efter også. Bladsellerisalat til.

Torsdag:  Burger med kartoffelfrikadeller. Valgt af mellembarnet, der er medkok.

Fredag: Ældstebarnet holder 18-års fødselsdag og har valgt Pulled pork m.coleslaw og hjemmebagte boller. Til dessert er der brownie og hjemmelavet is.

Lørdag: Rustik spaghetti bolognese. Valgt af mindstemanden, der er medkok.

Søndag: Pitabrød (eller rolls) med diverse rester.