Ugens madplan uge 47

Søde mennesker kommer med oksefars og gode råd, det er så dejligt I tænker på os. Vi er heldigvis ikke ved at dø af sult, men indrømmet,  vi nyder at kunne få en burger. Vi dykker ned i fryseren og ser, hvad vi ellers finde, genbruger og køber et par #toogoodtogo poser. Så ser vi, hvad det bliver til.

På tirsdag er det valgdag! Så der skal der ske noget særligt. På fredag fejrer vi Bertrams fødselsdag sammen med en masse andre, et par af os i hvert fald. Resten hygger hjemme. Søndag holder vi Husbonds fødselsdag med familien. Altsammen skal klares for alle, aller højst 1000 kr. Lad os se, hvad det bliver til.

Mandag: Shepherds Pie (kødsovs fra i dag, hvor der laves en kæmpe portion).

Tirsdag: Klar suppe med kød og melboller. Der koges fond af guf fra fryseren.

Onsdag: Blomkålstærte med røget kylling (stykket viste sig at være for bette til at være hovedret i fredags, så nu placerer vi det her i stedet.) Coleslaw til.

Torsdag: Smør selv-dag.

Fredag: Wraps med oksekød (både til fødselsdagen og herhjemme).

Lørdag: Risengrød (nok til klatkager søndag morgen).

Søndag: Fødselsdag for Husbond. Vi prøver med en spansk chorizo-suppe, som vi fik hos min søster i weekenden. Det smager vildt godt!

 

Ugens madplan uge 39

Torsdag! Hvad sker der for den dag?! Vi render ud og ind af huset, én er først hjemme kl.17, én skal afsted senest 17.15, jeg har først fri kl.16 og skal kører igen 18.30, hvor Husbond kommer hjem. Jeg giver op på at spise fælles den dag, og fra nu af er det rugbrød. Basta!

Der er dermed en dag mindre at tage stilling til, og vi prøver sådan her:

Mandag: Kyllingeburger med. grønkålslaw og majskolber.

Tirsdag: Pasta med squash og aubergine.  Grøn salat til.

Onsdag: Rødbedesuppe (hvidkål, rødbede, løg). Ostebrød til.

Torsdag: Nej! Vi gider ikke torsdag! Vi må smøre os en rugbrødsmad.

Fredag: spiser vi chili con carne på friskolen – der er høstmarked,  der er også plads til jer og det bliver hyggeligt!

Lørdag: Noget med kartoffelmos og sovs. Svinekæber, osso buco eller gnaveben alt efter, hvad slagteren har. Ægte efterårsmad! Coleslaw eller grønne bønner til.

Søndag: Bagt græskar m. gedeost. Laks bagt i ovn til.

ÆblekageOg skal vi så aldrig have æblekage?!

Jo. Jo, det skal vi.

Ugens madplan uge 37

Vi fik god mad i sidste uge, selvom det ikke gik helt som forventet. På billedet ser I kaningryde med moreller, kogt byg og rødkålssalat. 

Det blev byg i stedet for ris, fordi det er kommet mig for øre at det er stærkt miljøbelastende at dyrke ris – er der nogen, der kan be- eller afkræfte det? Vi skruer lidt ned for ris en periode, til stor glæde for dem i husstanden, der hellere vil have pasta. Men vi skruer OP for grove grøntsager, gør vi!

Denne uge er der forældremøde, koncert, korsang, Københavnertur og alt mulig andet. Vi har besluttet at stå ved vores princip om Det Daglige Måltid, selvom vi ikke er hjemme allesammen til at deltage i det – så må det være for dem, der er her. Vi prøver nogenlunde sådan her:

Mandag:  Bagt græskar og aubergine m. chili. Kyllingelår til, og grøn salat.

Tirsdag: Dhal m. naan og mynteraita (med de grøntsager, der nu trænger til at blive brugt).

Onsdag: Spaghetti med kødsovs. Kødsovsen laves om formiddagen, så jeg bare skal koge pasta når jeg kommer hjem og hurtigt skal afsted igen. Masser af grøntsager i, salat til hvis jeg når det.

Torsdag: Flødesovs med pasta og broccoli (Asbjørn laver mad).

Fredag: Honning og sennepsmarineret kanin. Kartofler til.

Lørdag: Rugbrød eller rester

Søndag: Æbleflæsk. Måske en efterret af en eller anden slags. (Ønsket af Bertram, der er kok).

 

Ugens madplan uge 36

Kål, squash og bønner. Masser af æbler og pærer. Ja tak! Vi er glade for sensommerens gaver. Okay, de voksne er måske gladest, men ungerne spiser pærer, så det er en fryd. Vi spiser for så vidt muligt efter årstiderne, så der har ikke været hverken æbler eller pærer her i lange tider. Men nu er de her! Der er blommer, æbler, hindbær, squash og bønner i haven og vi er kommet til at bestille en kål-kasse fra Årstiderne i ren begejstring over at alle de fine, sprøde kål er her igen. Nå, men lad os se hvad vi kan få ud af det.

Mandag: Grøntsagslasagne. Den bliver med palmekål, squash og løg. Bønne/blomkålssalat til.

Tirsdag: Majschowder m. nachos. Asbjørn har bestemt og laver mad.

Onsdag: Pirogger. Der er forældremøde på skolen, og Bertram og jeg spiser dér, så det skal være noget, der nemt kan medbringes.

Torsdag: Kaninlår med mirabeller/blommer. Opskriften er med svedsker og kartofler til, vi spiser vores med brune ris og grønne bønner.

Fredag: Kåldolmere. Kålsalat og brød til. (Kål med kål til! Yeah!) Bertram er medkok.

Lørdag: Pølsegryde (med kål…). Vi har nogle gourmetpølser, vi skal have brugt.

Søndag: Rester. Eller noget uden kål.

Ugens madplan uge 34

Squash. Vi har kun to planter i år, sneglene åd de to andre som små. Og det var måske meget godt.

Der er squash i alting lige nu. I brød, kager og fars. I gryderetter, på grillen, i ovnen, krydret med alskens fantasifuldheder for at få det til at ryge ned. Jeg synes, det er lækkert – ungerne er knapt så begejstrede. De er i rigt mål med i ugens madplan, der ser således ud:

Mandag: Pasta med squash. Grøn salat og hvidløgsbrød.

Tirsdag: Blomkålssuppe.

Onsdag: Pasta med kødsovs (masser af squash i sovsen). Grønne bønner fra haven til.

Torsdag: Falaffel (købt) og pitabrød. Masser af grønt i, feta og en lækker dressing.

Fredag: Keema Byriani. Spinatsalat til.

Lørdag: Kanin-tagine. Brød til, og en solid salat af en eller anden slags. Rice-pudding til dessert (vi har gæster og holder en slags søndagsmiddag.)

Søndag: Rester. Eller noget med squash.

 

Ugens madplan uge 27

Det er sommer, og tingene går ikke som planlagt. Pyt pyt. Vi endte med at flytte søndagsmiddagen til lørdag og ind på restaurant Hong Kong House i Odense, hvor vi åd os tykke og glade i buffeten, med masser af friture og is til dessert. Ikke udpræget en gourmetoplevelse, men selv teenageren blev mæt. Bøvs og velbekomme.

I dag får vi så hotdogs af hjemmelavede brød med rigtig gode pølser. Ikke som planlagt, men rigtig, rigtig dejligt.

Også ugen der kommer bliver lidt på slump, og næste uge (uge 28) er vi ude at rejse, så der er ingen plan. Her kommer så forslaget til den kommende uge:

Mandag: Salat Nicoise og koldskål til dessert.

Tirsdag: Pasta i champignonsovs. Bertram tager på ferie hos mormor, og vi benytter lejligheden til at spise champignon, som han ikke kan lide. Broccoli til.

Onsdag: Kyllingelår og kartoffelsalat

Torsdag: Hakkebøffer, kartofler og bearnaise. Dampet spidskål til. Ja, vi vil lave bearnaisen selv. Vi har aldrig prøvet det, og nu skal det være!

Fredag: Pitabrød med div. grøntsagsfyld og rejer. Måske med friske majs?

Lørdag:   –

Søndag:  Lasagne. Vi bliver 6 til aftensmad og skal afsted dagen efter. Det skal være nemt og rigeligt. Der skal desuden laves en gang pulled pork, som vores store dreng, der bliver hjemme og passer bedriften, kan spise.

Til sidst er der ros til en kollega: jeg er stødt på Mette, der laver bloggen Budget-familie, hvor hun laver madplaner med tilhørende indkøbslister med udgangspunkt i ugens tilbud i diverse lavprisforretninger. Hun gør er rigtig godt stykke arbejde for familier med en trængt økonomi. Heads up til Mette!

Ugens madplan uge 25

Vi graver dybere og når bunden af fryseren! Af samme grund er der lidt mere kød på end vanligt, det sidste af alting skal bruges. Det er sidste uge inden skoleferien, og der er også Sct. Hans, som vi holder sammen med naboen – det er noget med grill og sådan, hvis ikke vejret bliver alt for vådt.

Vi prøver sådan her:

Mandag: Frittata m.broccoli, squash og chorizo. Brød til.

Tirsdag: Fiskefrikadeller, nye kartofler og salat af spidskål og fennikel.

Onsdag: Yoghurtmarineret oksekød m. ris. Restesalat til.

Torsdag: Pasta med aubergine og ricotta. Masser af grøn salat til.

Fredag: Sct.Hans. Det er noget med at grille nogle pølser og noget – men hvad spiser I til? Kan man finde på noget andet end kartoffelsalat? Vi har jo en kartoffelhader i huset, så andre bud er velkomne.

Lørdag: Bunny burger. Sommer cole-slaw til.

Søndag: rester eller suppe fra fryseren

 

Ugens madplan uge 23

Hov, jeg glemte da helt at blogge sidste uges madplan. Den var ellers god, med både Coq au vin (af vores gamle hane) og lammemedister med kartoffelsalat.

Nå, men her er næste/denne uges plan. Jeg glemmer hele tiden at det jo er mandag i dag. Jeg er ikke hjemme i aften, så de tre herre har selv bestemt. Ugens plan ser sådan her ud:

Mandag: Mac n cheese med masser af gulerodsstænger til

Tirsdag: Ovnbagte jordskokker med persillecreme og varmrøget kalkun

Onsdag: Hjerter i vildtsovs med kartofler og broccoli

Torsdag: Grøntsagsgratin. Asparges til.

Fredag: Pizzabøffer og pasta. Grøn salat til.

Lørdag er vi ikke hjemme

Søndag: Boller i karry (fra fryseren). Ris til.

Ugens madplan uge 21

Børnene er på lejrskole de næste to dage! Ih altså! Hvad skal vi SÅ lave? Noget hyggeligt, tror jeg. Og nem og stærk mad.

Planen kommer her:

Mandag: Maskeret blomkål m. skinkerester fra søndag. Vi spiser brød til.

Tirsdag: Aubergine og kikærte curry. Ris til.

Onsdag: Lasagne (til de hjemvendte..).

Torsdag: Fiskefileter m. ovnkartofler og hjemmerørt remoulade

Fredag: Sandwich med røget kyllingebryst. Måske koldskål til dessert?

Lørdag: Tomatsuppe ( jeg er ikke hjemme og det skal være nemt for resten af husstanden).

Søndag: Rester fra køl og frys.

Ugens madplan uge 19

Foto: Hanne Næsborg-Andersen

Vi havde en dejlig dag med Asbjørns non-firmation i går. Vi fik boller i karry og budding – serveret i små glas. Det så fint ud, og var nemt at transportere – men noget besværligt i opvasken. Der var budding med rom, kaffe-karamel og vanilie. Dertil kunne man vælge solbær, jordbær eller rabarbersovs. Det var godt!

Vi har ikke så mange rester fra boller i karry, lidt kødboller og sovs i fryseren. Der ligger det fint, vi skal have noget andet nu.

Nå, men vi skal jo spise i den næste uge også. Her ville jeg gerne skrive at vi skal indhente det forsømte fra cheat-week i sidste uge og spise en masse grøntsager, men der er nogle ønsker, det bliver svært at forbigå. Så planen ser sådan her ud:

Mandag: Grønkålstærte. Rabarbergrød med fløde til dessert.

Tirsdag: Stegt flæsk med persillesovs og kartofler. Ærter til.

Onsdag: Fiskefrikadeller og kålsalat med nudler

Torsdag: Koteletter i fad med brune ris. Spinatsalat til.

Fredag: Kanin “vinger” med kartofler og coleslaw.

Lørdag: Kylling i sennep med bladgrønt. Brød til.

Søndag: Ravioli med ostesovs. Fødselsdag for Asbjørn, der bliver 14 år om mandagen (hvor han ikke er hjemme, fordi han er til blå mandag). Broccoli til.