Ugens madplan uge 31

Hverdagen truer, og de voksne i husstanden starter arbejde igen i morgen. Ungerne har stadig 2 uger, så de står for maden torsdag, hvor begge de voksne arbejde sent.

Haven har ikke givet så meget endnu, lidt kartofler og ærter og lige om lidt masser af løg. Der kommer også squash og bønner, men der er lidt til endnu. Vi bestiller en stor mix-kasse hos Årstiderne, og lever med det.

Nå, men vi prøver sådan her:

Mandag: Laks, nye kartofler med estragonsmør, blomkålssalat.

Tirsdag: Kaninlår med citron og krydderurter . Brød til. (Fra Trine Hahnemands “Tænk før du spiser”)

Onsdag: Kornotto af perlebyg m. spinat-ostefladbrød

Torsdag: Pizzabøffer med spaghetti. Måske coleslaw til. Ungerne laver mad. (Lidt spændende. Det er første gang, de laver mad alene).

Fredag: Pizza m. røget kanin.

Lørdag: Pasta m. spinat og broccoli.

Søndag: Ved jeg ikke endnu….

Reklamer

Ugens madplan uge 27

Det er sommer, og tingene går ikke som planlagt. Pyt pyt. Vi endte med at flytte søndagsmiddagen til lørdag og ind på restaurant Hong Kong House i Odense, hvor vi åd os tykke og glade i buffeten, med masser af friture og is til dessert. Ikke udpræget en gourmetoplevelse, men selv teenageren blev mæt. Bøvs og velbekomme.

I dag får vi så hotdogs af hjemmelavede brød med rigtig gode pølser. Ikke som planlagt, men rigtig, rigtig dejligt.

Også ugen der kommer bliver lidt på slump, og næste uge (uge 28) er vi ude at rejse, så der er ingen plan. Her kommer så forslaget til den kommende uge:

Mandag: Salat Nicoise og koldskål til dessert.

Tirsdag: Pasta i champignonsovs. Bertram tager på ferie hos mormor, og vi benytter lejligheden til at spise champignon, som han ikke kan lide. Broccoli til.

Onsdag: Kyllingelår og kartoffelsalat

Torsdag: Hakkebøffer, kartofler og bearnaise. Dampet spidskål til. Ja, vi vil lave bearnaisen selv. Vi har aldrig prøvet det, og nu skal det være!

Fredag: Pitabrød med div. grøntsagsfyld og rejer. Måske med friske majs?

Lørdag:   –

Søndag:  Lasagne. Vi bliver 6 til aftensmad og skal afsted dagen efter. Det skal være nemt og rigeligt. Der skal desuden laves en gang pulled pork, som vores store dreng, der bliver hjemme og passer bedriften, kan spise.

Til sidst er der ros til en kollega: jeg er stødt på Mette, der laver bloggen Budget-familie, hvor hun laver madplaner med tilhørende indkøbslister med udgangspunkt i ugens tilbud i diverse lavprisforretninger. Hun gør er rigtig godt stykke arbejde for familier med en trængt økonomi. Heads up til Mette!

Ugens madplan uge 21

Nogen gange er det bare dejligt med kød og kartofler. Søndagens pølser og kartoffelsalat blev til koteletter og kogte (nye udenlandske) kartofler med smør og en dejlig salat af sommer hvidkål. SÅ godt og så enkelt.

Nå, men næste uge er en helt almindelig én af slagsen. Derfor kommer den til at se således ud:

Mandag: Kyllingebryst stegt i ovn. Champignoner og lidt fløde i til. Brasekartofler (rest fra i dag) og resten af salaten til.

Tirsdag: Pitabrød og falafel, tzatziki og resten af sommerhvidkålen.

Onsdag: Spaghetti med kødsovs. Bestemt af Asbjørn, der er med-kok. Gulerodsstænger til.

Torsdag: Pizza med brie (vi har en masse rester fra min mors fødselsdag i weekenden) og asparges.

Fredag: Stegt flæsk med persillesovs. Kartofler og fine, nye gulerødder til. Bestemt af Bertram, der er med-kok.

Lørdag: Noget med pølser. Måske også noget med koldskål. Måske noget med grill?

Søndag: rester eller rugbrød. Vi er på Egeskov slot hele dagen, så det skal være drøn-nemt når vi kommer hjem.

Ugens madplan uge 31

Jeg siger ikke, sommeren er forbi. Jeg siger bare, at det begynder at ligne hverdag – lidt. Jeg er på arbejde, drengene kommer og går, Husbond er hjemme. Vi trænger til at få lidt styring på, både af hensyn til økonomien og af hensyn til tilrettelæggelse. Så tilbage til madplanerne.

Der skal ske nogle ting med vores spisning. Først og fremmest skal jeg spise mere anti-inflammatiorisk, fordi jeg stadig har et overaktivt immunforsvar, der skaber inflammationer i mine led (og masser af andre steder). Så jeg skal spise grønt, groft, uforarbejdet, fede fisk, ikke hvidt brød, ikke sukker, mere fermenteret og probiotisk. Det er nu ikke svært, og jeg er igang med det allerede.

Morgenmad, frokost og aftensmad er næsten på plads. Formiddagsbrød skal skiftes ud med smoothie, eftermiddagssnack skiftes ud med grøntsager eller frugt. Brød skal være på surdej. Familien som sådan skal spise mere grønt, mere hjemmedyrket og det gælder også kød – vi har efterhånden en del kanin i fryseren. Og alt i alt må det ikke være dyrere end nu. Det bliver herligt!

I den kommende uge er ungerne væk tirsdag/onsdag og vi spiser cirka sådan her:

Mandag: Røget makrel m.nye kartofler og dildcreme. Salat og rugbrød til. Måske noget frugt til dessert.

Tirsdag: Indisk curry. Grove ris og indisk salat til.

Onsdag: Rester fra tirsdag + en aubergine curry

Torsdag: Kanin i stegeso. Med de grøntsager, der er i skuffen og det væde, der ser bedst ud. Øl? Cider? Bouillion? Og så i ovnen i lang tid. Lidt  bønner i til sidst. Groft surdejsbrød og en grøn salat til.

Fredag: Burgere. Der kommer børne-gæster.

Lørdag og søndag: ved jeg ikke endnu. Så meget sommer er det dog….

Pause!

Som vanligt holder bloggen sommerferie – vi behøver ikke planlægge så meget, når vi har ferie, vel?

Jeg vender snart tilbage, og det bliver med mere fokus på sundhed, for jeg ved allerede nu, at vi skal tabe os, Husbond og jeg. Hvordan og hvorledes er under planlægning.

Rigtig god sommer ind til da, allesammen!