Ugens madplan uge 5

Jeg tror, dette er noget så usædvanligt som en helt almindelig uge. Meget mærkeligt. Altså, noget er der jo altid. Som at Husbond kommer sent hjem Torsdag og at vi skal til teater på Langeland lørdag, fx. Men ellers!

Jeg er frisk og glad igen, og glæder mig til en uge med motion og livsglæde. Længe leve medicin, yeah!

Vi giver den gas sådan her:

Mandag: Kyllingebryst og glaserede jordskokker. Jeg laver nok en paprikasovs eller lignende til, så teen har noget at dyppe i. Rødbedesalat til (nok mest til mig selv…)

Frokost: rest minestrone fra søndag.

Tirsdag: Falaffel i pita. Salat, agurk, tomat, og hvad vi ellers har. Dressing af yoghurt, spidskommen, hvidløg og citron.

Frokost: rest jordskokker, rest rødbedesalat.

Onsdag: Kylling og kartofler, spinat og tomat. Vi laver vores med store kyllingelår og noget mere frisk spinat. Vi får grøn salat med edamamebønner til. Samtidig steges kyllingefileter til dagen efter.

Frokost: Pita med falaffel, evt resten af rødbederne

Torsdag: Clubsandwich.

Frokost: Grøn salat med edamame.

Fredag: Pasta med grøntsager. Hvilke og hvordan afhænger af, hvad vi får i kassen Torsdag.

Frokost: Rugbrød med æg og tomat.

Lørdag: rester fra køl og frys

Søndag: Osso buco og kartoffelmos. En grundig kålsalat til, igen afhængig af, hvad vi får i kassen Torsdag. Men det kunne nemt være noget med grønkål eller rødkål.

Det blev til meget kylling, det kan jeg godt se. Men vi har en del i fryseren, der skal bruges. Heldigvis kan kylling jo mange forskellige ting, så mon ikke det går.

Reklamer

Ugens madplan uge 4

I denne uge skal der spises kål, kartofler og rodfrugter, for sådan er det i Januar, og det tager vi ikke skade af. Som I kan se af forrige indlæg, har jeg hentet inspiration udefra, og jeg glæder mig til at dykke ned i den dejlige videnspool og hive dejlige kålretter op.

Vi starter dog et andet sted:

Mandag: Æbleflæsk på rugbrød. (Vi har æblemos i fryseren, så der skal bare steges bacon, hvilket gør det til fastfood). Krydret vintersalat a la Nanna Simonsen* til (anbefalet af Louise Rasmussen, tak!)

Tirsdag: Kartoffelcurry m.ris. Resten af salaten fra dagen før til.

Onsdag: Karrykål, Amagergryde, kollegiekål – kær kål har mange navne! Der laves en ordentlig skudefuld, så der er til dagen efter også og der kommes både selleri og porre i. Rå rødbedesalat af de fineste gulbeder til. Der laves også til madpakke dagen efter.

Torsdag: som onsdag. Grønne bønner til, vi koger hele posen og bruger resten til frokost dagen efter måske som marinerede bønner.

Fredag: Kålfri dag! Spaghetti Carbonara (vi fandt på noget andet i uge 3). Masser af grønne ærter til.

Lørdag: Fasaner i flødesovs. Rustik kartoffelmos og coleslaw til.

Søndag: Kartoffelpizza og squashsalat med oliven og feta.

Og så er der gået en uge med kål! Der er sikkert mere tilbage….

*1/2 lille hvidkål, 4 gulerødder, 1 stort skalotteløg eller et lille rødløg, 1 fed hvidløg, 1/2 grøn chili (eller rød – det virker også), lidt frisk ingefær, 2-3 spsk ris-, lager- eller hvidvinseddike, 2-3 spsk olie, salt og peber, en tsk honning og en stor kop friskhakket krydderurter (koriander, mynte, basilikum, purløg, kørvel, persille).

Gør sådan: Snit kålen og gulerødderne fint (i hånden så de holder sig sprøde). Anret i salatfad. Snit løg, hvidløg, chili meget fint. Riv ingefær og bland det med løg, hvidløg og chili, eddike, olie, salt, peber og honning. Snit krydderurterne og vend dem sammen med dressingen i salaten. (Rist nogle sesamfrø og drys over, hvis du kan lide det)

Ugens madplan uge 3

Sikke et vejr! Jeg gider ikke engang prøve at få ungerne ud. De sidder ved hver deres skærm – og det gør vi andre også…

Det er rigtig meget hverdag for tiden. Det er dejligt, men kræver en del planlægning. Her kommer mit forsøg med uge 3:

Mandag: Kylling i karrysovs. Ris til. Rest af grønkålssalat fra søndag til.

Tirsdag: Majschowder og nachos.

Onsdag: Farsbrød (fra fryseren). Kartofler og sovs (også fra frys). Der skrælles og koges kartofler nok til dagen efter. Marinerede bønner til.

Torsdag: Kartoffeltærte med porre og bacon. Salat med røde linser og sukkerærter.

Fredag: Spaghetti carbonara.

Lørdag: Burgere med hele svineriet.

Søndag: Rester – eller hvis der ikke er, Spinatfyldte flade brød med ærtepure.

Ugens madplan uge 2

Hverdag. Ting, vi skal til, sene vagter, lange togture og våde cykelture. Og hverdagsmad.

Heldigvis er der jo rigtig meget dejligt hverdagsmad, selvom det skal gå stærkt og være nemt. Vi prøver sådan her:

Mandag: rest fra fryseren. Det er noget kyllingegryde med ris. Vi har også en rest ris i køleskabet, som vi spiser til. Gulerods/hvidkålsråkost til.

Tirsdag: Pølser i karrykål. Rugbrød med smør til. Desuden lægges dej til tortano dagen efter. Den hæver lige så stille i køleskabet.

Onsdag: Hvid grøntsagssuppe m. kartoffel og jordskok. Tortano med ost til.

Torsdag: Kyllingebryststeg i ovn med kartofler. Rødbedesalat til.

Fredag: Lasagne. Marinerede grønne bønner til. De bliver nu nok fra frost…

Lørdag: Nudelsuppe med rejer. Vi spiser med pinde, og slubre suppen i os.

Søndag: Frisk, hjemmelavet pasta med spinatsovs og laks. Desuden broccolisalat.

Ugens madplan uge 52

Denne uges madplan giver næsten sig selv – det er jo jul! Selvom det meste er oplagt, får I nu en plan alligevel.

Når vi når til sidst på ugen, skal vi virkelig ikke spise mere kød og fedt! Vi lander lige i en sundere hverdag igen med lidt kål og linser.

Mandag: Lasagne. Vi er potentielt 7 til aftensmad, og skal køre meget julet mange dage herfra, så noget helt almindelig mad er på sin plads.

Tirsdag: Er det mindstebarnets fødselsdag. Vi spiser brunch* kl.10, æbleskiver om eftermiddagen og risengrød om aftenen. Vi laver, så der også er til risalament dagen efter.

Onsdag: Selveste juleaften. Vi kører den totalt traditionelt: and, medister, kartofler, brunede kartofler, rødkål og masser af sovs.

Torsdag: rester.

Fredag: Julefrokost hos familien. Madder til ungerne når vi kommer hjem.

Lørdag: Pasta med grønkål og mascarpone.

Søndag: Gylden suppe m. brød.

* Det bliver en helt enkelt brunch i år, for vi er kun 10:

Hjemmelavet yoghurt med appelsinsirup

Frugtsalat

Pandekager

Små pølser og røræg

Rugbrød, grovbrød

Julemarmelade, ost, spegepølse, lun leverpostej m. rødbeder

Julekage

Ugens madplan uge 51

Sidste uge inden juleferien, Maden må godt være lidt julet – men ikke altsammen, der skal også være noget der er stærkt og helt anderledes.

Vi prøver sådan her:

Mandag: Rugbrød med lune fiskefrikadeller. Remoulade til, og gulerodssalat.

Tirsdag: Minestrone m.masser af rodfrugter, bacon og suppehorn.

Onsdag: Skinke, kogte kartofler, stuvet spinat

Torsdag: Croque Monsieur (varm sandwich med skinke). Fyldig savoykålssalat til.

Fredag: Spaghetti Carbonara.

Lørdag: Medister, kartofler, rødbedesalat.

Søndag: Chili con carne. Pandebrød til.

Ugens madplan uge 50

Huset er nu julepyntet og de første småkager er bagt. Vi har leverpostej i ovnen og suppe på komfuret. Vi skulle have haft karrykål i dag, men vi fik sådan lyst til suppe, så vi hev nogle ben op af fryseren og kogte af. Det har småkogt siden ved 12-tiden, og nu skal vi snart til at si og koge nye grøntsager i.

Ugen er lidt mindre travl end sidste uge, det er nu godt nok. Der er korkoncert på onsdag, så der spiser vi allerede kl.17, og børnefødselsdag på fredag, så der spiser vi nok først kl.19. Ellers en helt almindelig uge ind under jul.

Mandag: Supperest fra i dag, søndag.

Tirsdag: Kyllingelår og rodfrugtfad m. kartoffel, selleri, rødbede og pastinak.

Onsdag: Risengrød.

Torsdag: Kartoffelsuppe (med rest af pastiknak). Drysset med vinterkarse.

Fredag: Spaghetti med kødsovs. Gulerodsstænger til.

LørdagIndisk hvidkålsgryde. Naan til.

Søndag: Lammefrikadeller m. grov kartoffel/sellerimos. Savoykålssalat til.