Ugens madplan uge 33

Jeg gider ikke lave mad for tiden. Mine unger gider heldigvis godt, og Husbond gider lejlighedsvis. Så det skal være NEMT – især i denne uge, hvor ungerne skal starte i skole og det hele er på den anden ende.

Mandag: Pasta m. chorizo. Bønnesalat til.

Tirsdag: Boller i karry. Ris og gulerodssalat. Asbjørn og Husbond laver mad.

Onsdag: Chiligryde med tomat og bønner. Brød til.

Torsdag: Flæskesteg, kartofler og sovs. Grønkålssalat til.

Fredag: Flæskestegssandwich. Bertram laver mad.

Lørdag: er jeg ikke hjemme, og husets øvrige beboere hitter selv på noget

Søndag: Biksemad eller æggekage med rester.

Reklamer

Ugens madplan uge 14

I denne uge skal Bertram have taget mandler, og det tages der lidt hensyn til i planen. Desuden skal vi have ryddet op i fryseren, der kommer snart nye forsyninger. Alt i alt ser planen således ud:

Mandag: Kartoffelfrikadeller af en rest kartoffelmos. Vi får tzaziki til, og en god bønnesalat.

Tirsdag: Kylling i peanutbuttersovs. Ris til. Grøn salat til.

Onsdag: Brændenældesuppe (det er lige nu!) m. bacontern.

Torsdag: Kanin i sennepssovs. Vi får frisk pasta til – jeg ved endnu ikke, hvad det grønne skal være.

Fredag:  Pizza. Asbjørn har bestemt og er kok. Jeg har foreslået at der OGSÅ er en kartoffelpizza m. skvalderkålspesto. Nu må vi se…

Lørdag springer vi over, der er vi ikke hjemme.

Søndag: Er de voksne alene hjemme, ungerne er hos Morfar. Mon ikke vi laver en skudefuld harira så der er til flere dage…?

Ugens madplan uge 17

Fjeld_Skov,_forår_2015

Der hersker almindelig forårstravlhed, så det har krævet en del omtanke at planlægge ugen. I får lige et indblik i, hvad der ligger bag ugens madplan.

Mandag kommer jeg tidligt hjem og har teenageren med. Ulf og Bertram kører til capoiera kl. 17.30 og er hjemme omkring 20, hvor maden skal stå klar. Tirsdag kommer jeg sent hjem, alle andre er her. Onsdag er der Generalforsamling på friskolen, jeg skal lave mad til fællesspisning, der er kl.17.30. Bertram skal til saxofon kl.18.30, heldigvis lige ved siden af. Ulf er i Kbh. og kommer med bus omkring kl.18.30. Torsdag kommer jeg sent hjem og skal være til kor i Glamsbjerg kl.19. Asbjørn skal  til Odense kl.19, det blir med bus. Fredag er vi alle hjemme omkring kl.17. Lørdag skal vi ikke noget (!) og søndag er der konfirmation hos Asbjørns ven, hvor han er inviteret. Phew!

Jeg prøver sådan her:

Mandag: Risotto m. østerhat – der kommer asparges i vores også. Lammepølser til og en grøn salat af det vi har. Salat nok til dage efter også. Jeg laver mad.

TirsdagKikærter i karry. Ris til, samt restesalat. Frugtsalat m.råcreme til dessert (hvis vi når det). Ulf laver mad.

Onsdag: Spiser vi på skolen. Asbjørn gider ikke med, og koger sig noget pasta.

TorsdagBBQ kyllingelår m. ovnkartofler og kålsalat. Ulf og Bertram, der har bestemt, laver mad.

Fredag: Lammegryde m. naan. Ulf er kok.

Lørdag: Fisk cordon bleu. Pasta, spinatstuvning og broccoli til. Jeg laver med med Asbjørn, der har bestemt menuen.

Søndag: Rester fra køl og frys.

Godt forår og god uge, allesammen!

Ugens madplan uge 15

Det var en dejlig aften i går, vi havde huset fyldt med skønne kvinder, der var god mad og masser af hjemmebrygget øl.

I dag er vi lidt trætte og uoplagte. Madplanen har voldt noget besvær, vi skal holde et stramt budget og har grøntsagskassen i køleren fyldt med besværlige rodfrugter, som det kniber med tid til at gøre noget ved.

I sidste uge opdagede vi broccolisovs til pasta, det var nemt, hurtigt og lækkert, og alle i husstanden spiste det med fornøjelse. De to yngste opdagede aldrig at de spise en hel squash og et helt broccoli. Win!

Vi skal noget de 4 første dage i denne uge, så det hele skal gå lidt stærkt – og så er det, det kan knibe med rodfrugterne. Heldigvis holder de længe. Vi prøver at spise sådan her:

Mandag: Hvid rodfrugtsuppe m.ristet brød

Tirsdag: Spaghetti med kødsovs (der indeholder både squash og rodfrugt)

Onsdag: Lammekødboller i fladbrød

Torsdag: Pasta med østershatte. Dampet broccoli til.

Fredag: Hotdogs med markedspølser fra Allégården. Bestemt af Asbjørn, der er med-kok. Stor portion coleslaw til.

Lørdag: Fish n’ chips. Resten af coleslaw’en til. Bestemt af Bertram, der er med-kok.

Søndag: Rester eller grød.

 

Ugens madplan uge 14

Det bliver en travl uge! Jeg har ekstra lang dag mandag, ekstra arbejde på lørdag og en hel masse puttet ind i mellem. Selv samme lørdag får vi besøg af en masse dejlige damer, jeg holder (noget forsinket) min fødselsdagfest. Fødselsdagsmiddagen kræver vist et helt indlæg for sig selv, men jeg kan røbe, at det bliver med temaet “Fynsk” – altså med udgangspunkt i råvarer, der er produceret så lokalt som muligt. Det bliver godt!

Men indtil da er der en række hverdage, og vi kommer til at spise nogenlunde sådan her:

Mandag: Bygotto med svampe og spinat. Brød og sprød grøn salat til.

Tirsdag: Brede ovnfritter med kyllingebryststeg. Salat af spidskål og fennikel.

Onsdag: Boller i karry (bollerne er i fryseren og lavet på kanin-fars – man kan sagtens lave dem på kyllingefars). Grove ris og gulerodssalat til. Bestemt af Asbjørn, der er med-kok.

Torsdag: Majschowder m.nachos. Bestemt af Bertram, der er med-kok.

Fredag: Frisk pasta med broccolisovs og revet parmesan. Solide kyllingepølser fra Allégården til.

Lørdag: Festmiddag med lokale råvarer. Mere om det senere!

Søndag: Reste-æggekage. Reste salat til.

Sådan dér! Hvad synes du, er det lidt ambitiøst til en travl uge?

 

Ugens madplan uge 8

Ungerne er hjemme igen og hverdagen truer. Selvom det var fedt at spise nudler i sofaen, er det nu også godt at spise sammen med dem ved spisebordet. I aften skal vi have hamburgerryg, kartofler og spinat, og så er der en god rest kød til i morgen og til pålæg.

Resten af ugen ser sådan her ud:

Mandag: Gratin med blomkål og en rest hamburgerryg. Hertil grov salat med glaskål (nok til frokost til mig dagen efter).

Tirsdag: Minestrone. Heri placeres palmekål, blegselleri, div. rodfrugter samt stærk pølse.

Onsdag: Pasta, stegte kødboller og tomatsovs. Ønsket af Bertram, der er med-kok.

Torsdag: Kyllingelår, kartofler og stuvet kål.

Fredag: Hot dogs. (Jeg er ikke hjemme, og drengene skal rå-hygge).

Lørdag: Kalvekrebinet cordon bleu. Vi spiser ovnkartofler og grøn salat til. Kødet er ønsket af Asbjørn, der er med-kok. (De havde fået det på skolen – jeg håber bare, jeg har fundet frem til det rigtige på hans beskrivelse).

Søndag: Risengrød.

 

 

Ugens madplan uge 39

Der kan gå helt sport i at bruge så få penge som muligt og stadig få et godt aftensmåltid hver dag. I denne uge har vi simpelthen brugt alle rester. På det billede, I ser her, er hele restehylden samt grøntsagsskuffen ryddet og tryllet om til et måltid. Der er chili-kål (et halvt spidskål med chili og en rest creme fraiche), fyldte portobellosvampe (fyldt med bacon, champignon, løg og lidt ost på toppen), samt squash-fritter (revet squash med ost, æg, rosmarin og rasp kogt i olie!), lidt grønt, lidt brød, lidt pulled pork rest. Alt var væk.

restemiddag

Vi har stadig grøntsager i haven, der skal spises, men fra næste uge skal vi tilbage til vores pose fra ATØF – det glæder vi os til!

Vi prøver at gøre os selv kunsten efter i næste uge – alt skal væk!

Mandag: Grøn lasagne (her bruges bladbede og hjemmelavet afdryppet yoghurt)

Tirsdag: Risengrød

Onsdag: Karry-fiskesuppe

Torsdag: Kebab (valgt af Bertram der er medkok – og som i øvrigt anbefaler bogen “Drengen, der vill smage en kebab” – fåes også som app).

Fredag: Legeret blomkålssuppe (valgt af Asbjørn, der er medkok – man kan ikke lære at legere for tidligt). Bacontern på – det er jo fredag…

Lørdag: spiser vi hos min søster

Søndag: Kaningryde m. ris. Diverse grøntsager til.