Ugens madplan uge 14

Det bliver en travl uge! Jeg har ekstra lang dag mandag, ekstra arbejde på lørdag og en hel masse puttet ind i mellem. Selv samme lørdag får vi besøg af en masse dejlige damer, jeg holder (noget forsinket) min fødselsdagfest. Fødselsdagsmiddagen kræver vist et helt indlæg for sig selv, men jeg kan røbe, at det bliver med temaet “Fynsk” – altså med udgangspunkt i råvarer, der er produceret så lokalt som muligt. Det bliver godt!

Men indtil da er der en række hverdage, og vi kommer til at spise nogenlunde sådan her:

Mandag: Bygotto med svampe og spinat. Brød og sprød grøn salat til.

Tirsdag: Brede ovnfritter med kyllingebryststeg. Salat af spidskål og fennikel.

Onsdag: Boller i karry (bollerne er i fryseren og lavet på kanin-fars – man kan sagtens lave dem på kyllingefars). Grove ris og gulerodssalat til. Bestemt af Asbjørn, der er med-kok.

Torsdag: Majschowder m.nachos. Bestemt af Bertram, der er med-kok.

Fredag: Frisk pasta med broccolisovs og revet parmesan. Solide kyllingepølser fra Allégården til.

Lørdag: Festmiddag med lokale råvarer. Mere om det senere!

Søndag: Reste-æggekage. Reste salat til.

Sådan dér! Hvad synes du, er det lidt ambitiøst til en travl uge?

 

Ugens madplan uge 13

Påsken er ovre, pausen forbi, ferien slut. Hverdagen starter i morgen. Vi har nydt af være sammen, og det bliver lidt trist igen at skulle hver sin vej om morgenen.

Der er rester i køleskabet, der er bestilt kød fra Allégården, og kasse fra Aarstiderne. Lad os se, hvad vi kan få ud af det.

Mandag: Forårsruller med ris. Det skulle bare være nemt og sprødt i dag.

Tirsdag: Svampeæggekage. Grøn salat (a la tøm køleskabet) og brød til.

Onsdag: Frikadeller m. pasta. Bestemt af Bertram, der er medkok.  Rødkålssalat til.

Torsdag: Der koges fond af rester fra kylling og kanin (fra fryseren), og så laves der Butternutsuppe m. brød, eller croutoner, hvis kokken gider.

Fredag: Pasta m. Aubergine.

Lørdag: Kylling cordon bleu. Bagte kartofler, hvidløgsdressing og spidskålssalat til. Kødet bestemt af Asbjørn, der er medkok.

Søndag: Bager Husbond pizzaer.

Ugens bedste måltid (ind til videre…)

Pasta med bacon og svampe” er en fantastisk ret. Den opskrift jeg har linket til yder det ikke helt retfærdighed, så her kommer vores opskrift:

150 gr. rigtig god bacon

200 gr. portobellosvampe

2 fed hvidløg

en slat hvidvin

en slat piskefløde

750 gr. frisk parpadelle pasta (ja, der spises igennem her i huset når det er pasta)

timian, en smule

Bacon skæres ud og svitses i en gryde. Når fedtet løber af, tilsættes de udskårne svampe og hvidløget.  Et halvt glas hvidvin tilsættes, timian i. Det damper lidt sammen, derefter tilsættes fløde. Vi jævnede med en lille jævning.

Thats it! Og nej, vi har ikke glemt at skrive saltet, baconen var salt nok.

Vi fik rucolasalat til:

200 gr.rucola

100 gr. tomater, så solmodne som muligt

125 gr. mozarella

Dressing:

Olivenolie

Æbleddike

salt, sukker, peber

Bland sammen. Den bitre rucolla er perfekt sammen med den fede fløde og blide pasta.

Hvidvinen var en Argentiner, ” La Mascota”, som jeg varmt vil anbefale. Vi kom til at drikke resten, og det var bestemt ikke nogen straf.