Ugens madplan uge 47

Du spekulerer måske over, hvad vi gør af alle vores rester? Jeg skriver jo sjældent rester på ugeplanen mere, og vi får jo noget nyt hver dag. Så hvor bliver de af? Tja, først og fremmest har vi ikke så mange. Med to drenge i voksealderen bliver der ofte spist op. Og det, der er tilbage tager jeg med på arbejde som frokost eller Husbond bikser noget sammen til sig selv. Undtagelsen er grød, der næsten altid bliver til klatkager til eftermiddagsmad. Al grød kan blive til klatkager!

Nu til bloggens nye feature! Ugens hit hos ungerne var Spaghetti carbonara – hos de voksne var det Klar suppe. Ikke de store overraskelser dér. Af forskellige grunde nåede vi ikke til Durum/Sharwarma, der nu ligger og hygger sig i marinaden køleskabet og bliver klar til i morgen, mandag. Måske den bliver ugens hit i næste uge?

Mandag: Durum/Sharwarma

Tirsdag: Spinattærte ( af bladbede) og kikærtesalat. Mellembarnet har bestemt tærten og er medkok.

Onsdag: Fiskelasagne. Jeg laver den med tomatsovs og bechamel og det fisk fiskemanden har på tilbud. Grønkålssalat til.

Torsdag: Kartoffelsuppe m. bacontern.

Fredag: Rustik spaghetti bolognese. Mindstebarnet har bestemt og er med-kok. Gulerodsstænger til.

Lørdag: Chili con carne med skært oksekød og MASSER af bønner.

Søndag: Kaninpølser m. råstegte kartofler og grønlangkål.

Reklamer

Ugens madplan uge 24

Det er altså en svær årstid, det her. De nye grøntsager er her ikke helt endnu, eller det er i hvert fald mest tomat og agurk. Vi mangler de store, substantielle grøntsager, der fylder noget i maven. Vores egen kartofler er slet ikke klar, og dem man kan købe ved vejen er dyre endnu.

Samtidig gider vi ikke rigtig spise det vintergrønt der er tilbage, og vi er også lidt trætte af al den kødmad. Det er bare ikke nemt!

Her er, hvad jeg kom op med:

Mandag: Kartoffeltortilla (vi har en rest kogte kartofler, der skal bruges). Vi kommer rød peber og chili i vores og spiser med brød og en enkelt, grøn salat.

Tirsdag: Lammefrikadeller m. Tabouleh

Onsdag: Grøn urtesuppe m. blandt andet spinat (fra Klimakogebogen). Ostebrød til.

Torsdag:Kylling med cashewnødder. Ris til. Måske broccoli eller noget andet grønt til.

Fredag: Pasta med spinat, asparges og chorizo.

Lørdag: Tomatsuppe (Husbond og Øgler alene hjemme)

Søndag: Chili con carne m. ris – der laves nok til 2 dage.

Dåsemad

– eller tæt på, i hvertfald. Cowboychili hedder sådan her i huset for at adskille den fra den RIGTIGE chili con carne med skært kød, masser af forskellige slags chili, kanel og chokolade – det kommer vi til en anden gang. Det er nemlig ikke spor børnevenligt, ej heller særlig fedtfattige, men helt utrolig lækkert og derfor gæstemad. På hverdage spiser vi cowboy chili, af hakket kød og masser af grøntsager, samt bønner fra dåse. To dåser bønner, en dåse flåed tomat, en dåse majs, en dåse tomatkoncentrat. Dåsemad. Plus hakket kød, løg, rød peber og bladselleri. Lidt chiliketchup….så er vi der.

Det er ikke specielt stærkt (ungerne skal kunne spise det), vi får ris og salat til, og i morgen også tacoskaller og guacomole.  Jeg har nemlig lavet til to dage, men lidt afveksling skal der være.  Der er bønner i, det hører til. Ungerne kan ikke lide dem, og det er bare ærgerligt. Det hører til, og det kan pilles fra hvis man gider.

Og så fik vi dessert i dag! Det gør vi jo tit om onsdagen, for når vi kommer hjem fra svømning er mellembarnet ved at dø af sult – igen. Drænet tykmælk, rørt med lidt sukker og vanilie, og en lille nem jordbærcoulis (1dl vand koges med 1 dl sukker til sukkeret er opløst. 250 gr. bær i. kog op og tag af. En tur med stavblænderen, og du har coulis. Voila!). Det var helt vildt lækkert,  helt vildt nemt og (forholdsvis) fedtfattigt. En oplagt hverdagsdessert. Eneste lille hage var, at der var for lidt, så hvis I er glade for sødt og skal ha mere en bare en mundsmag skal der to liter tykmælk til.