Ugens madplan uge 47

Søde mennesker kommer med oksefars og gode råd, det er så dejligt I tænker på os. Vi er heldigvis ikke ved at dø af sult, men indrømmet,  vi nyder at kunne få en burger. Vi dykker ned i fryseren og ser, hvad vi ellers finde, genbruger og køber et par #toogoodtogo poser. Så ser vi, hvad det bliver til.

På tirsdag er det valgdag! Så der skal der ske noget særligt. På fredag fejrer vi Bertrams fødselsdag sammen med en masse andre, et par af os i hvert fald. Resten hygger hjemme. Søndag holder vi Husbonds fødselsdag med familien. Altsammen skal klares for alle, aller højst 1000 kr. Lad os se, hvad det bliver til.

Mandag: Shepherds Pie (kødsovs fra i dag, hvor der laves en kæmpe portion).

Tirsdag: Klar suppe med kød og melboller. Der koges fond af guf fra fryseren.

Onsdag: Blomkålstærte med røget kylling (stykket viste sig at være for bette til at være hovedret i fredags, så nu placerer vi det her i stedet.) Coleslaw til.

Torsdag: Smør selv-dag.

Fredag: Wraps med oksekød (både til fødselsdagen og herhjemme).

Lørdag: Risengrød (nok til klatkager søndag morgen).

Søndag: Fødselsdag for Husbond. Vi prøver med en spansk chorizo-suppe, som vi fik hos min søster i weekenden. Det smager vildt godt!

 

Reklamer

Ugens madplan uge 44

Keep it simple, det er tidens løsen. Der er fyldt med kanin i fryseren, det skal spises i en ruf, så der bliver plads til juleanden. Der er mere kød på menuen end der plejer, der skal mættes nogle sultne drenge her for tiden. Vi kører sådan her:

Mandag: Græskarsuppe. Stegt kanin og sprød kål på toppen. Opskrift fra Årstidernes kasse.

Tirsdag: Spaghetti med kødsovs. Kødsovs nok til onsdag også. Laves også på kanin. Masser af rodfrugter i sovsen. Sprød kålsalat til.

Onsdag: Lasagne. Resten af kålsalaten til.

Torsdag: Spiser nogle af os på skolen til åben skole, og nogen spiser rugbrød hjemme.

Fredag: Pasta med palmekål og laks

Lørdag: Stegt kylling og pommes frites. Klassisk grøn salat til.

Søndag: Rester og/eller øllebrød

 

 

Ugens madplan uge 40

En (næsten) helt almindelige uge tager sin begyndelse. Vi har gæster i weekenden, og vores Asbjørn tager på studietur en hel uge (!) fra søndag. Men ellers ikke noget særligt. Vi prøver sådan her:

Mandag: Risotto med grøntsager. Vores bliver med champignon, squash og majs. Palmekål til.

Tirsdag: Gryde med hakket kanin, kål, kartofler og gulerødder.

Onsdag: Kylling i paprika. Ris til. Broccoli til, eller ærter.

Torsdag: Smør-selv dag.

Fredag: Fyldt gnocchi med ostesovs til. Grøn salat. (Bertram har valgt og er kok).

Lørdag: Burgere (Asbjørn har valgt og er kok).

Søndag: Chili sin carne

Ugens madplan uge 39

Torsdag! Hvad sker der for den dag?! Vi render ud og ind af huset, én er først hjemme kl.17, én skal afsted senest 17.15, jeg har først fri kl.16 og skal kører igen 18.30, hvor Husbond kommer hjem. Jeg giver op på at spise fælles den dag, og fra nu af er det rugbrød. Basta!

Der er dermed en dag mindre at tage stilling til, og vi prøver sådan her:

Mandag: Kyllingeburger med. grønkålslaw og majskolber.

Tirsdag: Pasta med squash og aubergine.  Grøn salat til.

Onsdag: Rødbedesuppe (hvidkål, rødbede, løg). Ostebrød til.

Torsdag: Nej! Vi gider ikke torsdag! Vi må smøre os en rugbrødsmad.

Fredag: spiser vi chili con carne på friskolen – der er høstmarked,  der er også plads til jer og det bliver hyggeligt!

Lørdag: Noget med kartoffelmos og sovs. Svinekæber, osso buco eller gnaveben alt efter, hvad slagteren har. Ægte efterårsmad! Coleslaw eller grønne bønner til.

Søndag: Bagt græskar m. gedeost. Laks bagt i ovn til.

ÆblekageOg skal vi så aldrig have æblekage?!

Jo. Jo, det skal vi.

Ugens madplan uge 37

Vi fik god mad i sidste uge, selvom det ikke gik helt som forventet. På billedet ser I kaningryde med moreller, kogt byg og rødkålssalat. 

Det blev byg i stedet for ris, fordi det er kommet mig for øre at det er stærkt miljøbelastende at dyrke ris – er der nogen, der kan be- eller afkræfte det? Vi skruer lidt ned for ris en periode, til stor glæde for dem i husstanden, der hellere vil have pasta. Men vi skruer OP for grove grøntsager, gør vi!

Denne uge er der forældremøde, koncert, korsang, Københavnertur og alt mulig andet. Vi har besluttet at stå ved vores princip om Det Daglige Måltid, selvom vi ikke er hjemme allesammen til at deltage i det – så må det være for dem, der er her. Vi prøver nogenlunde sådan her:

Mandag:  Bagt græskar og aubergine m. chili. Kyllingelår til, og grøn salat.

Tirsdag: Dhal m. naan og mynteraita (med de grøntsager, der nu trænger til at blive brugt).

Onsdag: Spaghetti med kødsovs. Kødsovsen laves om formiddagen, så jeg bare skal koge pasta når jeg kommer hjem og hurtigt skal afsted igen. Masser af grøntsager i, salat til hvis jeg når det.

Torsdag: Flødesovs med pasta og broccoli (Asbjørn laver mad).

Fredag: Honning og sennepsmarineret kanin. Kartofler til.

Lørdag: Rugbrød eller rester

Søndag: Æbleflæsk. Måske en efterret af en eller anden slags. (Ønsket af Bertram, der er kok).

 

Ugens madplan uge 36

Kål, squash og bønner. Masser af æbler og pærer. Ja tak! Vi er glade for sensommerens gaver. Okay, de voksne er måske gladest, men ungerne spiser pærer, så det er en fryd. Vi spiser for så vidt muligt efter årstiderne, så der har ikke været hverken æbler eller pærer her i lange tider. Men nu er de her! Der er blommer, æbler, hindbær, squash og bønner i haven og vi er kommet til at bestille en kål-kasse fra Årstiderne i ren begejstring over at alle de fine, sprøde kål er her igen. Nå, men lad os se hvad vi kan få ud af det.

Mandag: Grøntsagslasagne. Den bliver med palmekål, squash og løg. Bønne/blomkålssalat til.

Tirsdag: Majschowder m. nachos. Asbjørn har bestemt og laver mad.

Onsdag: Pirogger. Der er forældremøde på skolen, og Bertram og jeg spiser dér, så det skal være noget, der nemt kan medbringes.

Torsdag: Kaninlår med mirabeller/blommer. Opskriften er med svedsker og kartofler til, vi spiser vores med brune ris og grønne bønner.

Fredag: Kåldolmere. Kålsalat og brød til. (Kål med kål til! Yeah!) Bertram er medkok.

Lørdag: Pølsegryde (med kål…). Vi har nogle gourmetpølser, vi skal have brugt.

Søndag: Rester. Eller noget uden kål.

Ugens madplan uge 34

Squash. Vi har kun to planter i år, sneglene åd de to andre som små. Og det var måske meget godt.

Der er squash i alting lige nu. I brød, kager og fars. I gryderetter, på grillen, i ovnen, krydret med alskens fantasifuldheder for at få det til at ryge ned. Jeg synes, det er lækkert – ungerne er knapt så begejstrede. De er i rigt mål med i ugens madplan, der ser således ud:

Mandag: Pasta med squash. Grøn salat og hvidløgsbrød.

Tirsdag: Blomkålssuppe.

Onsdag: Pasta med kødsovs (masser af squash i sovsen). Grønne bønner fra haven til.

Torsdag: Falaffel (købt) og pitabrød. Masser af grønt i, feta og en lækker dressing.

Fredag: Keema Byriani. Spinatsalat til.

Lørdag: Kanin-tagine. Brød til, og en solid salat af en eller anden slags. Rice-pudding til dessert (vi har gæster og holder en slags søndagsmiddag.)

Søndag: Rester. Eller noget med squash.