Ugens madplan uge 30

Nå, på den igen. Hverdagen er så småt ved at melde sig, det er lige som de foregående år, vi har lavvande i kassen og trænger til sund og god mad oven på sommerens udskejelser.

Mandag: Omelet med pølser og squash. Rødbedesalat til.

Tirsdag: Kyllingebryst, nye kartofler, spidskålssalat.

Onsdag: Ærtesuppe med myntepesto. Måske tartano til, hvis vi gider (børnene elsker det).

Torsdag: Oksekebab med pitabrød og salat.

Fredag: Frisk pasta med chili og persille. Tomatsalat til.

Lørdag: Fiskefilet med kartofler og persillesovs.

Søndag: Urte-deller (fra Camilla Plums Ællebælle…). Pasta med pesto og reste-salat til. Hvis de bliver gode, skal jeg nok fortælle om det.

Embed from Getty Images
Reklamer

Ugens madplan uge 26

Sikke mange, der har set mit indlæg om sygdom. Nu ville jeg jo gerne sige, at jeg prøver at arbejde med min kost i forhold til min sygdom, men det gør jeg ikke. For diæten er sindsygt besværlig, og det er langt fra sikkert, det virker. Og hvis det gør, virker det på tarmen, og det er faktisk ikke den, der giver mig problemer. På en eller anden måde virker kombinationen dyrt, besværligt og ikke særlig effektivt ikke så tillokkende.

Så vi spiser som vi plejer. Denne uge er den sidste inden sommerferien, der er lidt travlt og på fredag skal vi fejre 3 ugers frihed.

Mandag: Keema Byriani. Grøn salat til. Ja ja, det er Sct. Hans, men vi gider simpelthen ikke spise udenfor i 15 graders “varme” og blæsevejr. Vi snupper et bål sammen med naboerne senere.

Tirsdag: Spaghetti Carbonara. Broccoli til.

Onsdag: Vi spiser i hold. 3 på skolen til grillfest, 4 herhjemme inden dimisionsfest. De tra spiser hotdogs, vi herhjemme spiser kyllingepølser (fra Allégården, ikke de klamme fra butikkerne.) Kartoffelsalat til.

Torsdag: Pitabrød med kødboller

Fredag: Pizza. Fest! Måske pizza på grillen? Måske bagte bananer med is til.

Lørdag: er vi til 60 års fødselsdag. Vi spiser rester når vi kommer hjem.

Søndag: vi holder jo ferie! Lad det komme an på vejret om vi skal grille eller noget helt andet.

Ugens madplan uge 25

Der er nu ikke noget som et godt bål, og er der noget, Husbond er god til, så er det at lave et godt bål. I dag smed vi en kyllingebryst-steg ind i det og fik den mest forrygende middag ud af det – den vil jeg vende tilbage til snarest.

Men først: madplan!

Mandag: Kalkungryde med ris.

Tirsdag: Pasta med frisklavet tomatsovs – tomaterne er simpelthen så fine og så billige lige nu. Masser af parmesan på toppen.

Onsdag: Lammefrikadeller, salat af glaskål og fennikel –

Torsdag: Rødspætte med tomatsalat og nye kartofler.

Fredag: Kartoffelpizza

Lørdag: Burgere. Bøffer lavet på grillen.

Søndag: Rester

Ugens madplan uge 24

Sommeren er over os! Hurra! Vi gør det let, lækkert og sommerligt.

Mandag: Spinattærte. Tabouleh baseret på perlebyg til. Koldskål med hjemmelavede kammerjunkere.

Tirsdag: Suppe med gulerødder og linser.

Onsdag: Krebinetter. Nye kartofler og spidskålssalat til.

Torsdag: Pasta med kammuslinger. Rucolasalat til.

Fredag: Kartoffelsalat med feta og grønne bønner. Medisterpølse til.

Lørdag: Hel, grillet ørred.Kartofler med dild-smør og grøn salt. Måske skal vi ha noget med rabarber til dessert. Is, måske?

Søndag: Noget med kylling – dagen før får vi nemlig varer fra Allégården, så vi kan få kylling igen. Yeah!

Ugens madplan uge 20

Okay, det var for mange mærkelige grøntsagsretter i uge 19. Jeg måtte pille de grønne pandekager af torsdagen og servere kyllingelår istedet. Så meget for de gode intentioner.

Der er altså lidt færre vegetar-retter på i denne uge, til gengæld er der to dage med fisk. Desuden har mellembarnet fødselsdag, så han har bestemt menuen torsdag. Det betyder også, at jeg faster mandag og onsdag (i stedet for torsdag). Planen er tilrettelagt, så jeg kan spise lidt af det sammen som familien på fastedage, og/eller så der er til “faste-frokost” dagen efter.

Til sagen:

Mandag: Pasta med spinat. Laksestykker til, og dampet broccoli. Jeg spiser broccoli, en rest hummus fra frokost og nogle rå grøntsager.

Tirsdag: Majschowder

Onsdag: Nye kartofler fra vores grøntsagspose, lammefrikadeller og nye asparges. Jeg spiser en lille kartoffelsalat m. røget ørred, inspiration fra “Den letteste vej til 5:2 kuren”.

Torsdag: Fødselsdagsfest for mellembarnet, hjemmelavede burgers og noget kage-værk til dessert.

Fredag: Salad Nicoise, brød til. Måske en rabarber-crumble til dessert. (Vi vil i haven og gider ikke bruge tid på mad).

Lørdag: er jeg ikke hjemme, så drengene og far hitter på noget. Hotdogs, måske?

Søndag: Lammerullesteg m. kernesalat. Vi regner med, der er rester til sandwiches dagen efter.

Ugens madplan uge 18

Solen skinner, fuglene pipper og ungerne leger i haven. Alt ånder med andre ord idyl. Gider vi så lave mad? Nej, der gør vi ikke. Der er sprunget over nogle lave gærde i denne uge, fx. blev minestronen til spaghetti carbonara.

Det samme gør sig gældende i dag – der bliver ikke fiskefrikadeller, men derimod et par stykker laks og nogle pølser.  Sådan er det så.

Jeg prøver at planlægge mad, det ikke tager så lang tid at lave. Lige nu vil vi hellere alt muligt andet end at lave mad. Jeg glæder mig til nye kartofler og jordbær-sæsonen!

Lad os se, om dette her kan bruges:

Mandag: Kyllingelår og pasta med pesto. Gnavestænger af gulerod til.

Tirsdag: Blomkålssuppe a la Husbond. Rester af brød fra weekenden til.

Onsdag: Burritos m. en rest chili con carne. Guacamole til.

Torsdag: Kalkungryde m. ris. Asparges i.

Fredag: Stegeben m. kartofler og spidskålssalat.

Lørdag: Ravioli med ostesovs. Grøn salat til, og masser af rødvin.

Søndag: Frikadeller m. kartoffelsalat. Eller noget med kartofler, i hvertfald.

 

Ugens madplan uge 14

Så blev det søndag igen, og tid til en madplan. Vi har som sædvanlig nogle benspænd, der kommer et par gæster i morgen ( hyggeligt), der et forældremøde på tirsdag (knapt så hyggeligt), men til gengæld har vi fået fyldt fryseren med gris fra slagteren, og fjerkræ og lam fra Allégården. Jeg faster tirsdag og torsdag om alt går vel. Jeg er blevet god til bare ikke at spise ind til aftensmad, og så simpelthen snuppe ganske lidt af familiens aftensmad – eller spise alle grøntsagerne til. Jeg tæller ikke så meget mere, men er jo også på vej ind i min 5 faste uge.

Tilbage til madplanen!

Mandag: Lasagne, fine nye gulerødder til.

Tirsdag: Æggekage med kartofler og bacon. Tomater og brød til. Måske pandekager til dessert.

Onsdag: Blomkålscurry m. ris til, måske også naanbrød.

Torsdag: Lammefrikadeller m.pasta og spinatsovs.

Fredag: Hamburgerryg. Kogte kartofler, hvid sovs. Dampede asparges (årets første).

Lørdag: Pulled pork. Bløde boller og coleslaw til.