Ugens madplan uge 48

Der skete en hel masse i sidste uge, der ændrede på mine planer – derfor kan jeg skrive “Pasta med rustik kødsovs” på igen i morgen….

For de voksne var Chilien lørdag den helt store ting. Vi købte noget vanvittig lækkert kød og havde mad til flere dage.

I dag kom vi for sent i gang med æbleskiverne, opvaskeren var utæt og det skulle fikses først. Så de var først klar kl.17. Pyt med det, så fik vi bare æbleskiver til aftensmad – og blev man sulten senere, var der rester eller en madder. Sådan kan det også gå…..

Jeg har i Sverige købt nogle flækkede, tørrede grønne ærter, som jeg spekulerer over, hvordan jeg skal bruge. Har du en idé? I denne uge har jeg en opskrift på, der oprindelig er gule ærter, og der har jeg tænkt at prøve de grønne. Hvad kan man ellers?

Planen ser sådan her ud:

Mandag: Rustik spaghetti bolognese

Tirsdag: Risengrød

Onsdag: Fiskefiletter m. pasta og spinatsovs. Valgt af Asbjørn, der er med-kok.

Torsdag: Indiske gule ærter (med grønne ærter).

Fredag: Husbond har fødselsdag og har ønsket flæskesteg. Om den bliver traditionel eller i kokosmælk vides ikke endnu.

Lørdag: Rester eller sandwich

Søndag: Lasange. Valgt af Bertram, der er med-kok.

Easy indisk

“Easy indisk” er en af mine mest brugte kogebøger for tiden. Vi kan rigtig godt lide krydret mad, og trænger ofte til inspiration i netop den retning. “Easy indisk” er enkle retter, der kan kombineres på mange måder. Eneste minus er at det absolut ikke er børnevenlig mad, så de må spise ris med yoghurt og naan til den dag – og det har de faktisk sjældent noget i mod.

Kogebogen er opdelt i 3 dele: først noget generelt om ingredienser og teknikker samt basisopskrifter på fx. krydderiblandinger. Nice!

Dernæst kommer opskrifterne, og til sidst menuer, sammensat efter “occasion”, fx.” frokost med vennerne midt på ugen” eller “middagsselskab”.

Registeret er rimeligt, med både de indiske og danske navne. Desuden indførsel på hovedingrediens, fx. “fisk” eller “kokosnød”.

Bogen rummer mange skønne vegetarretter, og mange opskrifter med bønner og linser – og jeg har sagt det før og gør det gerne igen: bønner og linser er vejen ud af krisen, såvel den økonomiske som den økologiske. “Easy indisk” får dem til at smage godt! Bagerst er der et skønt afsnit med tilbehør og drikke, fx. “Yoghurtdrik med mango” – det gider jeg godt…

Her kommer et par opskriftseksempler – I får først den fuldstændig fantastiske gulerodssalat.

Gulerodssalat – Koshimbir

350 gr. gulerødder, skrællet og groft revne

1 løg, finthakket

1 grøn chili, fint hakket

1 tomat, fint hakket ( hos mig skiftet ud med æble, et lidt mere dansk touch, men det gik fint)

2 skefulde citronsaft

1 tsk sukker

lidt salt

2 skefulde ristede peanuts

lidt jordnøddeolie

karryblade (hos mig skiftet ud med limeblad, gik fint)

1/2  tsk sennepsfrø

lidt gurkemeje

Kom gulerødder, chili, tomat(æble), citronsaft, sukker, salt og peanuts i en skål.

Rist karryblade og sennepsfrø på en pande i jordnøddeolien. Pas på, de springer! Tilsæt gurkemeje til sidst. Drype den varme krydderolie over salaten. Server afkølet – det tager ikke længe i køleskab.

Fantastisk tilbehør til frikadellen eller andre steder, hvor du lige trænger til at pifte lidt op.

En anden, fantastisk ret er denne linseret. Helt simpel, vi spiste den med en anden grøntsagsret fra bogen, ris og yoghurt. Pragtfuldt!

Krydrede røde linser – Tarka Dal

200 gr. røde linser

45 gr. smør eller ghee ( vi brugte lidt mindre – det gik fint)

6 karryblad (igen bruge vi lime, mindre autentisk, men godt)

1 grøn chili, hakket (da dette var dagens stærke ret, brugte vi også en enkelt rød chili)

1/2 tsk sennepsfrø

lidt gurkemeje

lidt salt

lidt dyvelsdræk (sprang vi over)

Kog linserne i 5 dl. vand til de er mosede. Pas på, de ikke brænder på på – de kan godt kræve lidt mere vand efterhånden. De skal koge ca. 20 min.

Smelt smøret ved middel varme. Tilsæt blade, chili, sennepsfrø, gurkemeje, salt og dyvelsdræk og steg under omrøring i ca. 20 min.  Igen, pas på, det vil gerne brænde på.

Rør smørret i linserne, og kog yderligere i 2 min.

Voila! Smager fantastisk, lover jeg jer. Nemt, hurtigt og billigt….

Men der er mange, mange flere. I denne uge skal vi prøve en kyllinge opskrift, nemlig den legendariske Kylling Tikka Masala, der i virkeligheden ikke er indisk, men derimod opfundet af Bengalske kokke i England. Så lærte man det.

Prøv den selv! Der er smæk for skillingen, og det er ikke svært.

På utallige (i al fald en) opfordringer: Keema Biryani

Det her er oprindeligt en indisk risret, men den er efter 20 år i mit repertoire blevet til noget … lidt andet. Det er en af de retter jeg har lavet så mange gange at jeg liige skal tænke mig om, nu hvor jeg skal fortælle hvordan man laver den. Den er ret nem at lave, lever højt på en rimeligt markant krydring og jeg er endnu ikke stødt på det barn som ikke kunne lide den, når først de fik smagt på den.

Man koger en passende mængde ris – vi koger 5 dl til 5 mennesker. Imens risen koger, tager man ca. 1 tsk kommen, 1 tsk spidskommen, 2 tsk gurkemeje (altsammen stødt – det bliver bedst med hele krydderier tørstegte på en pande og malet bagefter) og brænder dem af i 3-4 spiseskefulde smør på en pande. Ja, det er en del, men sådan er opskriften. Efter et minuts tid – eller når det dufter helt vildt) tilsætter man et halvt kilo fars (vi bruger som regel okse, men oprindeligt bruger man lam). Når farsen er brunet, salter man og tilsætter rundhåndede mængder af persille.

Risen koges til den er færdig, men stadig har bid. Så tager man 2 tsk stødte fennikelfrø og brænder af i 3-4 spiseskefulde smør i en gryde. Risen vendes i.

Dernæst tager man en bradepande, smører bunden og hælder halvdelen af risen i. Ovenpå farsen og ovenpå igen resten af risen. Overfladen glattes.

Hæld dernæst bouillon i til det står lige under de øverste ris – ca.½ liter. Staniol over og i ovnen (200°) i ca. 20-30 minutter.

Servér med grøntsagsstænger og en god chutney – vi bruger middelhavschutney, som vi selv laver – måske en opskrift til en anden gang.