Ak ja, at være født i 70’erne og vokset op i 80’erne. Når vi havde gæster, lavede min mor – hvidløgspostej. Vi fik flutes til, kan jeg huske. Jeg har skrevet den af, lidt sjusket, med min lilla tush-pen engang i 90’erne, så bær over med de lidt upræcise mål og tider. Når jeg kigger på opskriften i dag, skal der et par små-rettelser til for at den går i 2017 – men dem har jeg så lavet. Den kommer her:
Hvidløgspostej
Du skal bruge:
Ca. 100 gr hakket løg
Mindst 3 fed hvidløg
100 gr smør
4 dl mælk
2 dl rasp
2 dl klid
2 æg
Frisk eller tørret basilikum
1 terning grøntsagsbouillion
Salt og peber
Gør som følger:
Steg løg og hvidløg så de bliver bløde, men uden at de tager farve. Gør det i en gryde, så du bagefter kan hælde mælken på og lune den. Så smelter du smørret i den lune mælk, og derefter bouillon-terningen. Tag gryden af varmen, og lad blandingen køle lidt af. Kom de letpiskede æg og basilikum i, samt salt og peber. Pas på med saltet, bouillon salter meget. Til sidst rør du rasp og klid i. Hæld postejen i en form og bag den 50-60 min.
Spis med en god, fyldig salat og brød.
3 kommentarer til “Hvidløgspostej som vor mor lavede den”