Madplan eller ej?

I den her uge har jeg været i tvivl. Jeg blev sgu så sur i går. Jeg bliver meget sjældent sur, men i går knækkede filmen. Der var kylling på bordet, med ovnkartofler og lidt grøntsager vendt på panden.  Jeg havde med vilje ikke krydret noget videre – vi har lidt ondt i maverne lige nu, måske er det noget influenza der rumstrerer.  Og desuden gad jeg ikke noget brok. Men det fik jeg! “Jeg kan ikke li det, det er stærkt”, “øv, der er peber på!” osv osv. NOK!

Jeg gider simpelthen ikke mere! Nu går jeg i strejke, tænkte jeg og meddelte mine unger at fra nu af kunne de sgu smøre sig en mad hvis de var sultne, for jeg gad ikke lave aftensmad til dem mere.  I hvertfald ikke i denne uge. Finito!

De var de alligevel ikke glade for, og de fik mig overtalt til at gi’ dem en chance mere. Men helt seriøst: jeg er ikke bange for at gøre det, og det ved de godt…..

I mellemtiden er husbond så blevet syg, og der er ikke noget der tyder på han bliver rask de næste par dage. Eftersom man skal kende sin begrænsning laves der altså simpel mad i denne uge:

Mandag: pasta med pesto

Tirsdag: suppe med kylling, ærter og nudler

Onsdag:  lasagne, nok til Torsdag også

Fredag:  Forloren hare med sovs osv.

Lørdag: Rester

Søndag: Stegeben med kartoffelmos. Nemlig!

Men hvordan går det hjemme hos dig?  Spiser dine unger hvad som helst? Og hvad med din mand/kone? Har I det rart når i spiser, eller er jeres måltider også præget af ballade om, hvor meget der skal spises og af hvad? Hvordan gør I det?

Og måske bliver madplanen slet ikke til noget. Hvis der skal være så meget brok!

14 meninger om “Madplan eller ej?”

  1. Kender det! Aftensmaden er også et stort problem hjemme ved os. Mine børn er MEGET kræsne – på trods af at vi spiser rimelig varierende “normal” kost, og der er aldrig blevet serveret andet, hvis de ikke brød sig om det, der var på bordet.
    Har også flere gange truet med ikke at lave mad. Måske man skulle gøre det en dag?
    De skal smage på maden, men bliver ikke tvunget til at spise det, hvis de ikke kan lide det.
    Men deres udgangspunkt er ofte at de ikke vil have maden.

  2. Jeg var møg-kræsen som barn, så jeg kan godt identificere mig med situationen. Men der var ikke nogen kære mor, man spiste af det der var på bordet eller var sulten.

    Som voksen har jeg aldrig været kræsen, jeg spiser næsten alt det jeg ikke kunne lide den gang.

    Jeg synes det er helt fint at du sætter grænser hvis der er for meget brok. De kan lige så godt lære at man er nødt til at tage hvad andre giver eller selv finde på noget bedre, det gælder jo i mange af livets forhold.

  3. Jeg ka ikke lide ris, melder datteren pludselig efter ris har stået på hitlisten i månedsvis. Adr – det lugter grimt. Puha, hvor er det ulækkert. Åh jo, masser af klager over maden her i huset. Carla er (stædig som hun er) gået i seng flere gange uden at have spist aftensmad overhovedet – nu flytter vi hende konsekvent når hun begynder at brokke sig, for jeg gider simpelthen ikke høre på det, når vi spiser… Har mere end en gang glædet mig til at spise god aftensmad og så få hele seancen ødelagt af pivende, brokkende, roterende 3-årig.
    Forsøger at væbne mig m tålmodighed og laver så primært mad, som jeg gerne vil spise for man ved alligevel aldrig om det lige er den dag, de er holdt op med at spise ris, kød, gulerødder, sovs eller hvad det der nu falder dem ind…

    1. Hun ryger ovenpå ell i gangen og ja, det gir masser af larm – og igår smækkede hun m døren for første gang?!?! Men vi prøver at holde ud og lade som om måltidet ikke er ødelagt.
      Vi er nødt til at tro på at det virker på lang sigt (og i weekenden viste det sig jo, at frøkenen spiser ALT hos sin farmor når vi ikke er der – inkl. de frygtede ris, så det stikker vist ikke så dybt?!)

  4. Man kan nemlig ikke videm, hvad de kaster sig over den dag – og nogen gange elsker de det, hvis de giver sig tid til at prøve. Men, Suzette, hvor flytter du Carla hen? Har du et lydtæt rum? Jeg flytter nogen gange Bertram, men så sidder han og vræler ude i gangen – nogen gange smide han med ting. Jeg kan ikke vinde – måltidet er ødelagt uanset hvad.
    Kent – godt at høre det går over! Jeg synes det må være sådan et fattigt liv, hvis man ikke spiser andet end pasta med pesto.

  5. Kender det så godt! Har i et dampende raserianfald ,over brok/øf pga. maden, tømt tallekener og hva der ellers var på bordet i skraldespanden! Jeg er blevet tvunget til at spise op som barn, slugt hele grise nærmest,kastet op og er i dag hysterisk kræsen! Jeg laver ikke ulækker mad,der er intet farlig eller væmeligt, ingen brusk,fedt,bensplinter ell.ling.! Jeg har derfor indført et regime der hedder: Rugbrød m. smør, så snart der er optræk til øf, er datters mad væk, værsgo` smør en rugbrød! Og freden sænker sig, næsten- Vi har været enige om det skulle være sådan! Så stemningen kun er blevet en smule trykket! Oplevet de væreste seancer hos andre,servering på sofaen, rollespil, nytteløse skænderier, tvangsfodring og har naturligvis trådt nogle over tæerne ved at tilkendegive min mening. Lad være med at indblande de små sultne børn i Afrika, Sofies kommentar var: skal vi ikke sende min mad til dem…?

  6. Der er altså ingen der får specialmad hjemme hos os, man skal smage, og kan man ikke lide det er det OK, men man får altså ikke andet!
    Nu er børnene ved at være så gamle (7 og 9), at vi ikke længere spiser “børnevenligt”, altså ikke så blandet mad, og ikke så krydret mad – vi laver stadig ikke vildt stærk mad, men sovsen er altså blandet i pastaen, og kødsovs er fyldt med grøntsager!
    Min yngste datter er stadig meget kræsen, men den store er nærmest alt-spisende – det venter vi så bare på sker for den lille også!
    Det er vildt træls, når man har lavet mad i en time, og selv syntes det smager godt, og så er der ikke andet end brok, men jeg ved sgu ikke lige om der er en umiddelbar løsning på det (andet end at lukke ørerne og nyde sin mad…).

  7. Herhjemme er det en kræsen mand der hærger!
    Han spiser ikke ret mange grøntsager, kylling er kedelig, kokosmælk og krydderurter er noget værre moderne noget og helst heller ikke hvidløg.
    Jeg ved at fx fisk og spinat er noget han ikke kan fordrage, så det tager jeg hensyn til og det alt det andet må han sq bar spise.
    Det samme gælder veninderne, før tog jeg altid en masse hensyn når de var inviteret, men nu er det kun dem med allergi og vegetarene der får lidt hensyn- jeg skulle helst ikke dræbe nogen:)

    1. Øv, det er da næsten endnu mere træls – der er jo ikke håb om at det går over?! Men fornuftig holdning at han bare må finde sig i det….ellers blir det da for kedeligt at være dig!

  8. Hjemme hos os, har vi også haft problemet. men min mand og jeg er begyndt at, lave mad hver en uge af gangen, så får vi love til at vælge lige hvad vi vil lave, og der er ingen sure miner, for ugen efter er det den anden som vælger. vores datter få lov til at vælge en dag, hvor hun vælger hvad vi skal have, og hun skal være med til at lave maden. Det virker for os

    1. Det er en god idé at skiftes – og bestemt også at lade børnene være med til at bestemme. Problemet hos os er at hvis de selv skal vælge får vi pasta – uden noget. Det gider jeg simpelthen ikke spise. Måske er det tiden at prøve igen…
      Hvad gør jeres datter? Finder hun på noget forskelligt?

      1. Det kan jeg godt forstå, det gad jeg heller ikke. Vi er SÅ heldige at vores datter elsker mad lige så meget som vi gør. hun kommer på madideer, som vi andre tænker ” hvor kom den fra”.
        Mille og jeg sidder og savler over opskrifter på nettet og i kogebøger. Nogen gange siger hun det kunne jeg godt tænke mig at smage, så tilføjer jeg den i opskriften i favoritter under vores opskriftmappe. så når hun skal vælge så går vi ind og kigger på alle de opskrifter hun godt kunne tænke sig at smage, så vælger hun en.
        Siden hun var lille og vi var ude og spise, havde hun altid en kommentar til tjernerne om, hvad hun synes om maden, Børnemenuér har aldrig sagt hende noget, hun har altid fået fra voksenmenuén, “resterne tog faren sig af”.
        Som sagt har vi været heldig med, at hun ikke er bange for at prøve noget nyt, det er jo et stort plus.

        Er dine børn med til at se opskrifterne? det er jo svært at sige ja til noget man ikke rigtig ved, hvad er, før der et billede på.

      2. De giiider ikke!! Jeg har slæbt kogebøger med hjem i stakke, og de gider ikke kigge i dem med mig. Men det bliver hele tiden bedre, synes jeg.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s